Om H.A. Brorsons erotiske kristendom

Kan man elske Jesu legeme? De fleste kender Brorson som den fromme salmedigter med ”Op! al den ting”, ”Den store hvide flok” og ”Her vil ties, her vil bies”. Her er der en stille, inderlig gudstro, der over for den almægtige og hans skaberværk kun kan svare med tavshed. Men når man læser hans salmeværk–især Troens rare klenodie fra 1739–er det slående hvor stærkt et erotisk sprog, han bruger til at beskrive menneskets forhold til Kristus. Her er troen i kroppen og i det varme blod. Brorson er sex, vild forelskelse og en kønsidentitet til stadig forhandling.

I foredraget vil jeg gennem læsninger af Brorsons salmer give eksempler på, hvordan krop, kød og tro forenes i en erotisk kristendom.

Hvad græske myter lærer os om fodboldhelte

“Lidt med Maradonas hoved, lidt med Guds hånd,” forklarede den argentinske fodboldspiller Diego Maradona, da han havde scoret det første mål imod England i kvartfinalen ved VM i 1986. Men det var ikke Guds hånd… Det var Maradonas egen.

Måske følte Maradona, at der ikke rigtigt var nogen forskel, efter han var sluppet afsted med det berygtede mål. Men der er nu engang forskel på guder og atleter, og den forskel kan vi lære noget om ved at læse den græske digter Pindar (518–438 fvt.).

Pindar skrev hyldestoder til antikkens store sportsstjerner. For Pindar er atleten et ideal, der har nået grænsen for menneskelig bedrift. Men grænse er et ord, man bør besinde sig på: For i sine oder bevæger Pindar sig nemlig på grænsen mellem på den ene side at ophæve atleten til en gudelig skikkelse; og på den anden side altid at minde ham om, at han er et menneske, der skal huske, at det skylder guderne alt. Det gør han ved at tage kendte myter i brug og tilpasse dem til den atlet, han besynger.

Om Kierkegaard som forfatter

Når man læser en bog, læser man ikke kun siderne i den. Man læser også dens forside med titel, forfatternavn, genreangivelse. Og man kan læse anmeldelser, interviews eller måske endda udkast og skitser til den. Al denne tekst, der ikke er i bogen men rundt om den kaldes paratekst.

I dette foredrag viser jeg, hvordan Søren Kierkegaards paratekst er lige så vigtig som al den tekst, der er inde i hans bøger, når det kommer til at forstå ham: Hvorfor bruger han forfatternavne som Constantin Constantius, Johannes de silentio eller Victor Eremita? Hvorfor kalder han sine bøger dialektisk lyrik eller eksperimenterende psykologi? Og hvad sker der, når han lige pludselig selv blander sig i dagbladenes anmeldelser af hans værker?

Vi kommer på turistfart rundt i Kierkegaards forfatterskab og lærer hans dybe tanker at kende ved at bevæge os rundt i det, der kun på overfladen ser ud til at være overfladisk.

I sin bog Gjentagelsen stiller Kierkegaard spørgsmålet: Hvad er en begyndelse? Gennem en række eksperimenter undersøger bogens hovedperson, Constantin Constantius, hvordan vi kan lykkes med at gentage — at begynde forfra med — noget som helst. Det er et spørgsmål, der kommer forbi græsk filosofi, ulykkelig kærlighed og Jobs Bog. Det er et spørgsmål, der radikalt gentænker vores forståelse af begyndelsen. Det er et spørgsmål, der står som et helt centralt problem i hele Søren Kierkegaards forfatterskab. Med spørgsmålet om gentagelsen står vi også over for spørgsmålet: Hvordan skal vi begynde med Kierkegaard?

Vi kender det fra dankort, bogforsider og plakater: Billedet af den unge, romantiske Søren Kierkegaard, der med et drømmende blik stirrer ud på os. Eksistentialisten Søren Kierkegaard. Digteren. Skønånden.

I dette foredrag fortæller jeg om de forskellige billeder, der findes af Søren Kierkegaard. Lige fra de få portrætter, der findes, til karikaturerne og eftertidens billeder af ham. Hvordan ser vi ham? Og jeg vil stille spørgsmålet: Hvordan står billedet af Søren Kierkegaard i vejen for at vi kan se de billeder, han malede af sig selv?